0

Korrekt isolering af vinrum

Når du vil køle et vinrum mekanisk, er rummets opbygning en afgørende faktor for, om du rent faktisk kan holde en stabil, lav temperatur. Mange tror, at vores moderne huse er velisolerede både udvendigt og indvendigt, så man blot kan benytte et vilkårligt rum i huset, eller kælderen, når man vil lave et vinrum. Det viser sig dog, at stort set alle rum skal efterisoleres, hvis de skal anvendes som vinrum – også i nybyggede huse med god energimærkning. Bemærk også, at nogle kældre kræver en anden tilgang end et rum i stueetagen.

Vinkældre og vinrum har generelt helt særlige behov, når du skal holde en konstant temperatur året rundt.

Hos VintageKeeping anbefaler vi altid at du drøfter din situation med en ingeniør; du skal have rådgivning om isoleringstykkelse, isoleringstype og placering af dampspærre/fugtspærre. Vi oplever som regel, at anvendelse af Kingspan K12 i en tykkelse mellem 40-70 mm er den rigtige løsning. Placering af dampspærre skifter dog, i forhold til placeringen af vinrummet eller vinkælderen i det pågældende hus.

Det kan lyde omfattende at skulle efterisolere rummet, men gevinsten er høj da du vil opnå:

  1. Stabilitet: Mindre temperaturudsving, så din vin kan udvikle sig i ro og mag.
  2. Effektivitet: Du undgår, at vinklimaanlægget er på overarbejde og sænker hermed udgifterne.
  3. Optimale fugtforhold: Korrekt isolering hænger tæt sammen med den rigtige luftfugtighed.

Mange tror, at hvis en kælder er isoleret udefra, eller man har et rum i et nyt hus, er alt godt. Men materialer som beton og mursten isolerer rigtig dårligt og kræver ekstra isolering. Når man køler et rum ned, kæmper man mod den omgivende varme, og med for tynd eller forkert isolering vil varme strømme ind i rummet i et omfang, som vinklimaanlægget måske ikke er dimensioneret til.

Krav til garanti og drift af vinklimaanlæg

Mange producenter af vinklimaanlæg kræver i dag, at fugtspærre/dampspærre og korrekt isolering er etableret for, at garantien på anlægget kan opretholdes. Det skyldes, at manglende fugtspærre, eller for lidt isolering, kan føre til kondensproblemer, skimmelsvamp og høj luftfugtighed i konstruktionerne omkring vinrummet. Samtidig kan utilstrækkelig isolering betyde, at anlægget kører unødigt hårdt og bliver overbelastet. Dette vil desuden give en unødig stor elregning.

Ved at følge disse krav og anvisninger får du både et vinrum, der fungerer optimalt, og du overholder producentens betingelser. Det er ærgerligt at stå med et nyt og dyrt vinklimaanlæg, som måske ikke yder det, det skal, fordi rummets rammer ikke er i orden – og det er endnu mere ærgerligt at miste garantien, fordi installationen ikke lever op til de nødvendige standarder.

Dimensionering af køleanlægget

Selvom vi hos VintageKeeping går meget op i at matche rummet med det rigtige anlæg, er korrekt dimensionering ikke altid en eksakt videnskab. Man skal nemlig tage hensyn til både:

  • Rummets volumen (hvor mange kubikmeter, der skal køles)
  • Isoleringstykkelsen og isoleringsevne, altså materialets evne til at modstå varmeindtrængning
  • Eventuelle varmekilder i tilstødende rum (varmerør, fyr eller generel høj temperatur)
  • Hvor ofte rummet åbnes (for eksempel på en restaurant med hyppig trafik)

Hvis du er i tvivl, anbefaler vi ofte at vælge et anlæg med en lidt større kapacitet end minimumskravet. Det sikrer, at anlægget ikke ligger i det høje belastningsområde hele tiden, og at det kan håndtere spidsbelastninger (for eksempel de varmeste sommerdage eller hvis døren bliver åbnet ofte).

Fugtspærre og efterisolering til vinkælder

For at skabe de bedste forhold anbefaler vi at montere en fugtspærre/dampspærre. Placeringen af denne skal bestemmes af en ingeniør, da den korrekte placering altid dikteres af hvilket rum og øvrige faktorer, man arbejder med i den givne situation. I visse situationer er det ikke optimalt at montere en dampspærre: det kan eksempelvis være i kældre, hvor en ydervæg indeholder megen fugt. Her skal man rådføre sig med ingeniøren og følge deres råd, i forhold til opbygning af en vinkælder.

Hvis ingeniøren anbefaler en damspærre yderst, kan du efter denne er monteret, installere lægter og isoleringsmateriale, hvorefter du afslutter med fibergips eller et andet egnet materiale. Husk også at tjekke, at døre er tætte – hvis varm luft ubemærket siver ind, skaber det problemer for vinkøleanlægget. Det handler om at sikre, at du ikke får unødvendige temperaturudsving, samt at ekstra fugt ikke trænger ind.

Hvilket vinklimaanlæg skal du vælge til din vinkælder?

Der findes flere gode producenter af vinkøleanlæg til indbygning i vinrum, herunder WineMaster, CellarGuard, Wine Guardian og andre. Fælles for dem er, at de er specialiserede i at holde en stabil temperatur og luftfugtighed, i modsætning til et almindeligt airconditionanlæg, som typisk er udviklet til at nedkøle rum til komforttemperatur og ikke nødvendigvis er gode til at lave et vinklima.

Vil du være sikker på at vælge rigtigt, kan du altid spørge os til råds. Vi rådgiver både private og professionelle aktører såsom restauranter, hoteller og vinbarer. Alt handler om at finde det anlæg, der passer bedst til dine behov og dit rum.

 

Praktiske tips til dit vinrum

  1. Placér anlægget fornuftigt: Typisk højt og midt i rummet, for bedst mulig spredning af luften.
  2. Vælg de rigtige materialer: Højeffektivt isoleringsmateriale som Kingspan K12 eller lignende.
  3. Tætning af døre og samlinger: Jo mindre luft der slipper ind, desto mere stabilt bliver klimaet i vinrummet.
  4. Undgå lyskilder med halogen: Varme og UV fra Halogen er meget skadeligt for din vin.
  5. Vær opmærksom på rummets anvendelse: Hvis det skal fungere som en aktiv smagelokation med mange besøg dagligt, kan det være klogt at dimensionere anlægget større. Eller evt. lave et mindre vinrum som en Wine Cellar Wall, med et smagerum foran.

Hvad kan VintageKeeping hjælpe med?

Hos VintageKeeping nørder vi vinopbevaring. Det vil sige, at du altid kan rådføre dig med os, inden du sætter projektet i gang. Måske er du ved at bygge nyt og overvejer at inkludere et vinrum fra start, eller måske skal du efterisolere et eksisterende værelse eller rum, der skal ombygges til vinrum. Begge dele kan lade sig gøre, men det er vigtigt at gøre det rigtigt fra begyndelsen, så du undgår komplikationer som kondensproblemer eller overbelastede anlæg senere hen.

Vi hjælper ofte private husejere, men også arkitekter og bygherrer som henvender sig for at være sikre på, at alle detaljer omkring vinrummet tænkes ind i byggefasen. Ved at få tingene korrekt på plads – lige fra fugtspærre til isoleringstykkelse – opnår man den mest effektive køling og den størst mulige fleksibilitet i forhold til at indrette rummet efterfølgende.

Embedded Video

Skrevet af

Kim H. Frederiksen
Key Account Manager/Projektleder i VintageKeeping A/S

NYESTE ARTIKLER

Vinkælder

Køling af vinrum

Indholdsfortegnelse Korrekt isolering af vinrum Krav til garanti og drift på vinklimaanlæg Dimensionering af vinkøleanlæg…
Vinkøleskabe
Sådan vælger du det rigtige vinkøleskab
Vinkælder
Glas til vinkælder
Vinkælder
Vinvæg med køl

Vil du vide mere om vinopbevaring?

Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du ønsker at vide mere om vores vinkælderløsninger, eller står med en konkret udfordring.

Embedded Video