0

En vinvæg hos VintageKeeping kan både være en vinkældervæg eller en vinskabsvæg. Begge typer sikrer bedre vilkår for din vinsamling end en almindelig reol, men der er væsentlige forskelle at være opmærksom på. Vi gennemgår krav, fordele, overvejelser og omkostninger, så du kan vurdere, hvilken løsning der passer bedst til dit hjem og din vinsamling.

Vinreolen på væggen

Ja, vi nævner den lige, for det er netop det mange tænker, når de hører ordet ’vinvæg’: vin på væggen.

Det kan være en væghængt vinreol eller et vægmonteret vinstativ. Vinreoler til væggen fås i mange udformninger og materialer, og er ideelle til dem, der ønsker en dekorativ løsning med hurtig adgang til vinen, men ikke stiller store krav til langtidsopbevaring eller beskyttelse af vinen. Der er tale om en helt enkel løsning, hvor det alene handler om vinopbevaring på væggen. Der er altså ikke noget aflukke eller temperatur- og fugtighedsstyring involveret.

Det er dog ikke det, vi i VintageKeeping refererer til, når vi taler om vinvægge. Det handler om vinvægge med køl.

To typer vinvægge med klimastyring

Hos VintageKeeping arbejder vi med to forskellige former for vinvægge – vinkældervæggen og vinskabsvæggen. Begge løsninger tilbyder ideelle forhold for opbevaring af din vin med klima- og fugtstyring, men de adskiller sig i både byggeproces og budget.

Vinkældervæg

Vinkældervæggen – eller Wine Cellar Wall, som vi kalder det – er så at sige en komprimeret vinkælder. Den har samme opbygningsproces og har samme tekniske krav, men er med sin flade konstruktion velegnet til rum med meget mindre plads eller til rum, hvor det er vigtigt at kunne bevæge sig rundt, såsom køkkenet, så ”vinkælderen” ikke må fylde for meget i rummet.

Forskellen mellem vinkældervæggen og vinkælderen er, at du ikke kan gå ind i den. Du åbner skydedørs-glaspartiet og kan derved tilgå din vin nemt og bekvemt direkte fra eks. køkkenet, stuen eller hvor du vil placere din vinvæg.

Læs mere om vinkældervægge

Skal du etablere en vinkældervæg, er der en række vigtige punkter at tage højde for, i forhold til krav til konstruktionen. Temperaturen i vinkældervæggen skal kunne holdes stabil året rundt, og derfor er en effektiv isolering afgørende. Her gælder samme principper som ved en traditionel vinkælder, blot på mindre plads. Og for at sikre den rette temperatur og luftfugtighed må du installere et vinklimaanlæg eller en tilsvarende køle- og fugtstyringsenhed. Det er med til at holde vinens udvikling under fuld kontrol.

Fordele ved en vinkældervæg
En vinkældervæg kan være et godt alternativ til en vinkælder i fuld skala, især hvis du ikke har så meget plads, men stadig ønsker at opbevare din vin under ideelle forhold. Konstruktionen kræver ikke et ekstra rum, men indbygges typisk i eller op ad en eksisterende væg, men du bevarer samme kontrol over klimaet som i en decideret vinkælder. Med flotte fronter i glas kan du også skabe et blikfang i boligen, hvor din vinsamling bliver en integreret og dekorativ del af rummet.

Med en vinkældervæg får du dermed en løsning, der forener den klassiske kælderoplevelse med en mere fleksibel og pladsbesparende tilgang. Du kan både nyde synet af dine vine og sikre, at de opbevares bedst muligt for at bevare og udvikle deres smag.

Er der så kun fordele..?

I forhold til en almindelig vinkælder er der ikke umiddelbart nogen ulemper, udover det faktum, at du ikke kan gå ind i den. Du har altså ikke den samme oplevelse som i en ”rigtig” vinkælder.

I forhold til vores alternativ, vinskabsvæggen, kan prisen dog godt omtales som en ulempe. I og med der skal isoleres og installeres vinklimaanlæg, så er der en del omkostninger i projektet, som du ikke vil få ved vinskabsvæggen.

Vinskabsvæg – indbyggede vinkøleskabe i væggen

En vinskabsvæg – eller Vintec Wall, som vi kalder det – består af én eller flere vinkøleskabe, som indbygges i en væg. Alle enheder er isolerede og kølede i sig selv, hvilket betyder, at du ikke behøver at tage højde for et separat klimaanlæg til rummet. Denne løsning er derfor ofte lettere at integrere i eksisterende hjem, hvor der måske ikke er plads til eller mulighed for at etablere en fuld vinkældervæg, eller du simpelthen ikke har lov at installere klimastyring – eksempelvis i lejligheder.

*Vi kalder det en Vintec Wall, da vi benytter vores specialdesignede Vintec-vinkøleskabe til løsningen

Læs mere om vinskabsvægge

Placering og tilslutning
Da vinskabsvæggen består af færdige enheder, stiller den ikke de samme krav til rummet, som en vinkældervæg gør. Vinkøleskabe har behov for ventilation, typisk bagtil eller ovenover. Det er derfor vigtigt at tage højde for skabenes dybde og ventilationsåbninger i selve indbygningsløsningen, så du undgår overophedning.

Fordele

Med en vinskabsvæg har du mulighed for at vælge skabe med flere forskellige temperaturzoner. I en væg med 2 vinskabe kan du eksempelvis have et skab til langtidsopbevaring, hvor det holder de 12 grader konstant, og et skab indstillet til multizone, så du har den optimale serveringstemperatur tilgængelig til alle typer vine.

Læs også: Hvad betyder zoner i et vinkøleskab?

En vinskabsvæg vil også typisk være et billigere alternativ til en vinkældervæg, da det ikke kræver grundlæggende ændringer af din bolig, da der hverken skal efterisoleres eller installeres køleenheder.

Er der slet ingen ulemper?

Køleenheder kan afgive støj, og det er især relevant at være opmærksom på, hvis vinskabsvæggen placeres i et opholdsrum som stue eller køkken-alrum. Ved vinkældervæggen kan du have kompressorenheden et afsides sted, men med en vinskabsvæg sidder kompressoren direkte i vinkøleskabet. De fleste vinkøleskabe i dag er dog forholdsvis støjsvage, med decibelniveauer ned til omkring 35 dB.

Læs også: Hvor meget støjer et vinkøleskab?

Derudover, så kører køleanlæg i vinkøleskabe ofte konstant for at holde en stabil og præcis temperatur, og det kan påvirke elregningen, hvis du ikke er opmærksom på hvilke vinkøleskabe du bruger i din vinvæg. Vælg gerne en model med et godt energimærke og en god kapacitet, så du ikke betaler mere end nødvendigt på sigt for at opbevare dine vinflasker.

Læs også: Hvor meget strøm bruger et vinkøleskab?

Der kan være andre ting du skal overveje, inden du vælger en vinvæg med køl, alt efter dine behov og dine boligforhold. Hos VintageKeeping hjælper vi dig gerne med at finde den løsning, der passer til dine behov, hvad enten det er en slank vinkældervæg i køkkenet eller en integreret vinskabsvæg i stuen. Begge løsninger sikrer, at din vinsamling får de bedst mulige forhold, og at du samtidig kan nyde synet af din vinsamling som en del af din boligindretning.

Embedded Video

Skrevet af


Direktør i VintageKeeping A/S

NYESTE ARTIKLER

Vinkælder

Køling af vinrum

Indholdsfortegnelse Korrekt isolering af vinrum Krav til garanti og drift på vinklimaanlæg Dimensionering af vinkøleanlæg…
Vinkøleskabe
Sådan vælger du det rigtige vinkøleskab
Vinkælder
Glas til vinkælder
Vinkælder
Vinvæg med køl

Vil du vide mere om vinopbevaring?

Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du ønsker at vide mere om vores vinkælderløsninger, eller står med en konkret udfordring.

Embedded Video