0

Strøm er dyrt. Det har de fleste af os efterhånden opdaget over de seneste par år.

Derfor er et af de mest populære spørgsmål vi får stillet også: kan man få et energivenligt køleskab?

Og det kan man jo så svare ja og nej til. Forvirret? Det forstår jeg godt.

Energivenlige vinkøleskabe – Energimærkningen

Vi kan starte med energimærkningen.

I 2021 kom EU med nye krav til energimærkningen af en række energirelaterede produktgrupper, heriblandt vinkøleskabe. Den nye skala, produkterne skal mærkes efter, går fra energiklasse A (grøn) til energiklasse G (rød), i modsætning til den gamle skalas A+++ til D.

Og her er det jo oplagt at tænke, at de mest energieffektive vinkøleskabe så er mærket energiklasse A, men sådan forholder det sig ikke. Realiteten er således, at nærmest alle vinkøleskabe er energiklasse G, mens få sniger sig op i en energiklasse F og enkelte befinder sig i feltet mellem energiklasse E-C. De sidstnævnte er primært mindre vinskabe.

Man får derfor hurtigt indtrykket, at et vinkøleskab ikke kan være energivenligt, men den nye og gamle skala er heldigvis ikke sammenlignelige. Energiklasse F på den nye skala ligger et sted mellem A og A+ på den gamle skala. Det er simpelthen et spørgsmål om, at kravene til en god energiklasse er blevet strengere. Vinkøleskabe er altså ikke blevet dårligere end de var før 2021.

Det kan dog være svært at få en reel fornemmelse af energivenligheden af et vinkøleskab ud fra energiklassen, og derfor kan det være en god ide at regne direkte på strømforbruget i stedet for blot at se på energimærkningen.

Hvad koster et vinkøleskab i strøm om året?

Et vinkøleskabs strømforbrug er altid angivet direkte på energimærkningen og bliver målt i kWh per annum (kilowatt-timer per år). Derfor kan du nemt regne ud, hvor meget et specifikt vinkøleskab vil koste dig i strøm om året.

I skrivende stund er den gennemsnitlige kilowattpris på 2,44 kroner pr. kWh, så hvis et vinskab eksempelvis er angivet til at bruge 150 kWh/annum, vil det koste dig 366 kroner om året i strøm at have vinkøleskabet tændt hele året, eller omkring 30 kr. om måneden.

Energimærkningen gør det altså nemt og overskueligt at regne ud, hvor meget et vinkøleskab koster dig i drift. Det fortæller dig dog ikke ret meget om det aktuelle vinskabs energieffektivitet. Der er nemlig stor forskel i, hvor meget vinkøleskabe kræver for at køle en flaske vin ned til den ønskede temperatur; strømforbruget på et vinkøleskab er direkte afhængigt af, hvor meget kompressoren skal arbejde for at køle størrelsen af rumfanget samt antallet af de indeholdte flaskers væske ned.

Derfor vil større skabe med plads til mange flasker altid bruge mere kWh/annum end små vinskabe med en mindre kapacitet, selvom de måske er mere energieffektive ved max kapacitet.

Tænk energivenlighed i strømforbrug pr. flaske vin

Hvis du derfor har brug for at lagre mange flasker vin, bør du i stedet se på vinkøleskabets strømforbrug pr. flaske det kan indeholde.

Eksempelvis bruger dette Miele 116 kWh/annum, mens dette Vintec Premium bruger 195 kWh/annum. Det første skab kan dog kun indeholde 18 flasker, mens Vintec-vinskabet kan indeholde op til 280 flasker.

Det betyder altså, at Miele-skabet bruger 6,44 kWh/annum for at køle en flaske vin, mens Vintec-skabet bruger 0,69 kWh/annum, såfremt begge skabe er fyldt. Vi tager lige en visuel sammenligning her:

Miele Vintec Premium
116 kWh/år 195 kWh/år
18 flasker 280 flasker
6,44 kWh pr flaske pr. år 0,69 kWh pr flaske pr. år
15,71 kroner pr. flaske pr. år 1,68 kroner pr. flaske pr. år

Vintec-skabet er altså mere end 9 gange så energieffektivt som Miele-skabet, hvis vi regner på deres faktiske kapacitet. Hvis du derfor har en stor vinsamling, er der mange penge at spare ved at se på strømforbrug pr. flaske vin i stedet for strømforbrug for hele vinkøleskabet.

> Se hele udvalget af vores Vintec Premium-vinkøleskabe

Teknologiske forbedringer i vinkøleskabe

Hvis du vil sikre dig, at dit vinkøleskab er så energieffektivt som muligt, så er der de seneste år udviklet en hel del teknologiske forbedringer inden for køleteknologi til vinopbevaring. De kan være med til at forbedre energieffektiviteten og ydeevnen i vinkøleskabet markant, og derfor kan du med fordel lige løbe vinkøleskabets tekniske specifikationer igennem inden du køber det.

Et godt eksempel er inverter-teknologien i kompressorer. Før i tiden var en kompressor enten tændt eller slukket, men med inverter-teknologien kan en kompressor varierer hastigheden alt efter behovet for køling, hvilket gør den langt mere strømbesparende i dit vinkøleskab end en almindelig kompressor.

Derudover kan du sikre dig, at vinkøleskabet er godt isoleret, at der er termoglas i døren og at belysningen er lavet med LED i stedet for en mindre energibesparende lyskilde.

Eksterne faktorer der påvirker dit vinkøleskabs strømforbrug

Én ting er, hvor meget producenten har gjort for at sikre lavt strømforbrug og høj energieffektivitet i dit vinkøleskab. Du har også selv mulighed for at optimere dit vinkøleskabs strømforbrug. Her er nogle få tips der sikrer, at dit vinkøleskab har de bedste forudsætninger for ikke at vælte strømregningen ved næste afregning.

1: Sørg for, at vinskabet har mulighed for at komme af med varmen

Et vinkøleskab blæser den varme luft ud for at sikre en stabil køling. Ofte samles varmen bag skabet, hvor køle- og blæseenheden sidder, og hvis skabet er placeret helt op mod væggen, bliver det sværere at fjerne den varme luft. Sørg derfor altid for, at der er et par centimeters mellemrum, så luften kan passere frit.

2: Placer vinskabet i en korrekt rumtemperatur

Hvis dit vinkøleskab er sat til 12 grader, men står lige ved siden af fyret eller brændeovnen, så skal det arbejde hårdt for at holde en stabil temperatur. Du bør derfor placere vinskabet et sted, hvor der er en stabil og moderat temperatur. Dvs. ikke udendørs eller i uisoleret garage/skur.

3: Sørg for, at vinskabet står i vater

Hvis dit vinkøleskab står skævt, så kan kølemidlet ikke arbejde optimalt. Det påvirker driften og dermed energieffektiviteten af dit vinkøleskab. Derudover vil det også resultere i, at dit vinkøleskab støjer mere.

Embedded Video

Skrevet af


Direktør i VintageKeeping A/S

NYESTE ARTIKLER

Vinkøleskabe

Hvad betyder zoner i et vinkøleskab?

Indholdsfortegnelse Hvad betyder 1 zone eller 2 zoner i et vinkøleskab? Hvad betyder multizone i…
Vinkøleskabe
Hvor meget strøm bruger et vinkøleskab?

Vil du vide mere om vinopbevaring?

Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du ønsker at vide mere om vores vinkælderløsninger, eller står med en konkret udfordring.

Embedded Video