Opbevaring af vin er afgørende at træffe en beslutning om, når du går i overvejelser om et vinkøleskab. Både fordi en korrekt opbevaring sikrer en langt længere levetid og bedre modningsforhold for din vin, og fordi du skal tage stilling til, om du ønsker at din vin opbevares ved serveringstemperatur eller optimal modningstemperatur. Det betyder nemlig en hel del for, hvilket vinkøleskab der egner sig bedst til dine behov.
Helt grundlæggende kan du vælge mellem vinkøleskabe med 1 zone, 2 zoner eller multi-zone.
Du kan også få vinkøleskabe med flere end 2 zoner, men princippet for disse er det samme som et vinkøleskab med 2 zoner.
Hvad betyder 1 zone eller 2 zoner for et vinkøleskab?
Når vi taler om zoner i et vinkøleskab, så refererer vi til muligheden for at angive en specifik temperatur i en portion af vinkøleskabets rumfang.
Det vil kort sagt sige, at hvis vi har et vinkøleskab med 1 zone, så har hele vinkøleskabet samme temperatur, hvorimod et vinkøleskab med 2 zoner (eller flere) har en fysisk adskillelse mellem zonerne, der tillader at have 2 (eller flere) specifikt angivne temperaturer i ét vinkøleskab.
Hvad betyder multizone i et vinkøleskab?
Vinkøleskabe med multi-zone har ingen adskillelse mellem zonerne, hvilket tillader et bredere spænd mellem temperaturer, men også mindre præcision.
I et multi-zone vinkøleskab kan du indstille temperaturen i toppen og bunden af skabet, eks. 5 grader i toppen og 15 grader i bunden. Gennem grundig luftfordeling får du derved en midterzone der bliver en blanding af de to, og gradvist vil temperaturen nærme sig den angivne temperatur, jo længere mod toppen eller bunden af vinkøleskabet du placerer dine vinflasker.
Se billedet for illustration:
Multizone vinkøleskab
2-zonet vinkøleskab
1-zonet vinkøleskab
Forskel på multi- og 2-zone vinkøleskab
Forskellen på et multi-zone vinkøleskab og et vinkøleskab med 1, 2 eller flere zoner er altså den fysiske adskillelse mellem temperaturzonerne, og det betyder faktisk en hel del i forhold til dine behov og hvilken convenience og fleksibilitet du forventer af dit vinkøleskab i det daglige.
Et multizone vinkøleskab giver den største grad af fleksibilitet og vil være en god løsning for dig, der skal bruge et vinkøleskab med mange forskellige serveringstemperaturer.
Skal du eks. både opbevare hvidvin, champagne, rødvin, rose og meget andet i samme skab, og ønsker at kunne trække en flaske op når lejligheden byder sig, så kan du med et multi-zone vinkøleskab have de forskellige vine placeret højere eller lavere i skabet, alt efter hvilken temperatur du cirka ønsker på vinen, når den skal serveres.
Ved et 2-zoners vinkøleskab har du ikke samme fleksibilitet, da der i de to rum er den specifikke temperatur du har angivet. Så hvis du eksempelvis holder 16 grader i et rum til rødvin og 7 grader i et rum til hvidvin, ja, så bliver alle dine hvidvine 7 grader, uanset om det er en åleslank riesling eller en fuldfed chardonnay.
Fordelen ved de 2 zoner er den højere præcision. Du har en større grad af sikkerhed for, at dine vine bliver lagret ved den temperatur du har valgt. I multi-zone vinkøleskabet er der en højere afvigningsgrad.
Er multi-zone bedre end 2 zoner – eller omvendt?
Helt kort – det ene er ikke bedre end det andet. Det handler helt og holdent om dine behov.
Som jeg allerede lidt har været inde på, så handler det i højere grad om at identificere dine behov og hvor meget du prioriterer fleksibilitet og convenience over præcision og lagringseffektivitet – eller omvendt.
Drømmer du om at have et enkelt vinkøleskab til al din vin og nemt kunne trække en flaske champagne eller rød bourgogne op og servere for dine gæster med det samme? Så er det nok et multi-zone vinkøleskab, der er bedst til dit behov.
Er du derimod investeret i at give dine vine det bedste modningspotentiale og er villig til at lade en flaske vin komme lidt op i temperatur (eller ned..!), inden du serverer den, så er det måske et single zone vinkøleskab, du skal kigge på. For fine wine-interesserede og for dem, der køber vin med investeringspotentiale, så er optimal vinopbevaring ikke noget, man går på kompromis med.
Og er du midt i mellem, så kan 2 eller flere opdelte zoner måske være det rigtige for dig, da du her får noget fra begge verdener. Mere fleksibilitet end single zone, men også større præcision end multi-zone.
Skrevet af
Jan Sørensen
Direktør i VintageKeeping A/S
NYESTE ARTIKLER
Vil du vide mere om vinopbevaring?
Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du ønsker at vide mere om vores vinkælderløsninger, eller står med en konkret udfordring.